Stegte boller i karry med æbler og ris

Stegte boller i karry med æbler og ris

maj 21, 2019 0 Af janehedemann

Boller i karry er en klassisk ret og en livret hos mange! Den laves oftest med en opbagt sovs smagt til med karry, men jeg kan personligt bedst lide at sovsen har noget mere bund.

Denne version er baseret på løg, gulerod, æble og naturligvis karry, som alt sammen steges godt af og giver en masse smag og bund til retten. Det koges mørt med hønsefond og kokosmælk, hvorefter det blendes til en lækker lind karrysovs! Et andet twist er, at den er lavet med stegte kødboller, hvilket jeg synes giver lige det mere smag end kogte kødboller. God fornøjelse!

Det skal du bruge:
2-3 personer

Kødboller
250 g. hakket svin/kalv
1/2 løg
1 æg
en sjat mælk eller hønsefond
2 tsk. salt
1 tsk. peber
rasp

Karrysovs
2 æbler
2 store gulerødder
1 stort løg eller 2 små
1-2 spsk. madras karry med top
1 dl hønsefond
1 dåse kokosmælk
Citron
Salt og peber

Tilbehør
3 dl ris
Et æble i tern
Persille

Sådan gør du:

Start med at sætte sovsen igang:

1. Vask og skræl grøntsager og skær dem i mindre stykker.

2. Kom lidt olie i en sauteringspande og kom alle grøntsagerne på. Steg dem af i et par minutter ved høj varme.

3. Tilføj karry (start mildt, du kan altid tilsætte mere senere) og steg det godt af.

4. Dæk med hønsefond og kokosmælk. Bring det i kog og sæt låg på. Skru ned på lav varme og lad simre til det er mørt (ca. 15 min).

Imens grøntsagerne simre, laver du kødbollerne og sætter risene over (kog dem efter anvisningen på pakken):

5. Start med at komme kødet op i en skål, tilføj salt og rør det sejt (når farsen begynder at “klistre” sammen og er sværere at røre i, er den sej).

6. Tilføj nu resten af ingredienserne og rør det sammen. Tilsæt rasp til du har den ønskede konsistens.

7. Rul bollerne og steg dem i masser smør.

8. Blend sovsen glat når grøntsagerne er møre. Kog den op og smag til med salt, peber og citron.

9. Kom til sidst kødbollerne op i sovsen og drys med hakket persille.

10. Servér med ris og æbletern. Velbekomme!