Spicy tomatsuppe med grilled cheese sticks

Spicy tomatsuppe med grilled cheese sticks

oktober 19, 2019 0 Af janehedemann

Jeg prøvede at mikse det lidt op, og lave tomatsuppe lidt anderledes end normalt. Det endte med at være den bedste tomatsuppe jeg nogensinde har smagt, den blev virkelig fantastisk!

Suppen er lavet på en base af karamelliserede løg og chili, hvilket spiller perfekt op til syren i tomaterne. Den er mildt spicy og har en god varme, som er perfekt til vinteren.

Det skal du bruge:
2 store løg
1 rød mild chili
1 dåse flåede tomater
70 g. tomatpure
3 fed hvidløg
1 tsk. røget paprika
1 tsk. tørret basilikum
1 dl vand
3 dl grøntsagsfond
1/4 liter fløde
25 g. smør
Olie til stegning
Salt og peber

Toastbrød
Revet cheddar
Smør
2 spsk. olivenolie

Evt. frisk basilikum

Sådan gør du:

Smelt 25 g. smør i en gryde. Hak løgene groft og kom dem ved. Drys med salt og steg ved høj varme til løgene tager farve. Tilføj 1 dl vand og steg videre ved lav varme til løgene er karamelliseret.

Hak chili og hvidløg groft og tilføj dem til løgene sammen med tørret basilikum og røget paprika. Steg kort og tilføj tomatpuré. Lad det stege med lidt og kom så de flåede tomater og grøntsagsboullion ved.

Lad det hele simre imens du laver brødene.

Skær kanterne af toastbrødet (gem kanterne). Smør alle skiver brød med smør på begge sider og kom ost imellem. Steg på en tør pande til de er gyldne på begge sider.

Kom kanterne fra brødet i en frysepose og tilføj 2 spsk. olivenolie, en smule tørret basilikum og salt. Bag dem i ovnen på 200 grader til de er sprøde.

Kom 1/4 liter fløde i suppen, kog op og stavblend til en lind konsistens. Er den for tyk tilføjer du bare lidt mere grøntsagsboullion eller fløde.
Smag til med salt og peber.

Servér suppen med croutonerne, evt. frisk basilikum på toppen og grilled cheese sticks på siden.

Velbekomme 🙂