Beef ragú pasta

Beef ragú pasta

november 23, 2020 0 Af janehedemann

Denne ret er nok noget af de lækreste jeg nogensinde har lavet. Altså bare wow! En okse ragu med det møreste kød i en kraftig og smagfuld okse/rødvinssovs.

Den er super nem at lave og kræver ikke mange ingredienser men bare god tid, så den kan få lov at stå og hygge sig længe. En virkelig lækker simmerret, som bare smager for vildt!

Det skal du bruge
1 oksegrydesteg (af tykkam eller bov)
3 alm. løg
3 dl rødvin
5 dl kraftig oksefond (hvis du bruger boullion terninger, så brug 4 stk.)
1 spsk. paprika
2 spsk. tomatpuré
4 laurbærblade
20 + 40 g smør
Salt efter smag

Sådan gør du

1. Start med at hakke løgene groft.
2. Varm lidt olie i en stegegryde og brun kødet godt af på alle sider.
3. Tag kødet op, skru ned for varmen og smelt smørret i gryden.
4. Steg de hakkede løg i 10-20 min. til de er helt bløde og cremede.
5. Tilsæt rødvin og lad koge i 5 minutter.
6. Tilsæt oksefond og laurbærblade. Rør godt rundt og kog op. Skru så ned på lav varme.
7. Sæt låg på gryden og lad den simre i 3-4 timer eller til kødet er så mørt at det falder fra hinanden.
8. Tilsæt det sidste smør og rør det godt ud. Sovsen må ikke koge efter smøret er kommet i. (Hvis du vil have den tykkere, kan du jævne den med lidt maizena inden smørret kommer i).
9. Riv kødet fra hinanden og bland med pasta kogt al dente eller spis fx. med kartoffelmos.