Dan Dan noodles

Dan Dan noodles

juli 2, 2021 0 Af janehedemann

En fantastisk lækker kinesisk nudel ret, fyldt med komplekse smage fra masser sesampaste og chili. Jeg laver den med Udon nudler fordi jeg synes det er de bedste nudler der findes, men du kan bruge de nudler du bedst kan lide.

Retten består af 3 elementer, der laves hver for sig. Kødet, dan dan sauce og chili olie. Det kan virke en smule besværligt at lave, men det er det slet ikke.

For at lave retten skal du bruge en god chili olie. Du kan finde opskriften på min ‘chili crisp’ på Instagram, som er den jeg selv bruger. Du kan også google dig til en anden. Hvis du gør det, skal du finde en chili olie med Sichuan peber. Søg fx. på ‘Sichuan chili oil’.

Du kan med fordel tilføje saften fra en lime når du spiser retten.

Det skal du bruge:

Kødet:
250 g hakket svin
2 tsk. Hoisin sauce
2 tsk. soya sauce
2 tsk. risvinseddike
3 tsk. neutral olie
1/2 tsk. five spice

Dan Dan sauce:
2 spsk. tahini
3 spsk. soya sauce
1/2 tsk. five spice
1/4 tsk. sichuan peber (stødt)
2 fed finthakket hvidløg
1/2 dl. nudel vand
1 1/2 tsk. risvinseddike

Chili olie:
Se min opskrift på chili crisp eller find en god opskrift på Sichuan chili olie. (Dette er essentielt for retten)

Yderligere:
400 g Udon nudler
Pak choi
Forårsløg
Evt. 1 lime

Sådan gør du:

Chili olie:

Følg din foretrukne opskrift på chili olie. Min finder du på instagram.

Kødet:

  1. Bland marinaden til kødet.
  2. Steg kødet på en pande til det er gyldent og sprødt. 
  3. Sluk for varmen og rør marinaden sammen med kødet.

Dan Dan sauce:

  1. Sæt nudlerne over at koge og tag en 1/2 dl af vandet fra.
  2. Bland alle ingredienserne til Dan Dan sauce i en skål. 

Samling af retten: 

  1. Tag nudlerne op af vandet når de er kogt færdig og lad pak choi ligge et par minutter i vandet og få lidt af eftervarmen.
  2. Hæld 2 spsk. af Dan Dan saucen i en skål. 
  3. Tilføj 1-2 spsk. chili crisp (eller sichuan chili olie)
  4. Læg nudlerne ovenpå og top med forårsløg og pak choi.
  5. Vend det hele sammen når retten skal spises.